Tønder Veteran Klub anno 2005

2019 - Triumph TR Club på besøg hos TVK

Triumph TR Club Dk på besøg i TVK

Søndag D. 23. Juni var Triumph TR Club DK på et lille visit i TVK’s klubhus hvor vi havde fået lov til at holde frokostpause. Vejret var med os så vi sad udenfor og indtog madpakken. Dres Callesen tog imod og havde lavet kaffe til os. Vand og øl blev købt i klubhuset. Dres holdt på min opfordring en lille tale (mindst 3 kvarter) om TVK og lidt om Tønder og omegn samt et par af hans utallige anekdoter til stor morskab for forsamlingen. Tak Dres, stor succes.

Vi var i alt 22 biler, heraf en Porsche 911, en Mazda MX5 og en Jaguar Cabriolet som jeg ikke lige kan huske hvad var for en. Det var i hvert fald en nyere en med V8 maskine. Den var med svenske nummerplader. Disse outsidere deltager ofte da de er medlemmer i klubben men har solgt deres TR bil og endnu ikke funden den rigtige igen. Resten af bilerne var TR modeller lige fra TR 2, 3, 4, 5, 6 og 8. TR Club Dk var på årstræf som i år blev afholdt på Agerskov Kro. Overflod af lækker mad og fine værelser. Årstræffet afholdtes fra fredag eftermiddag til søndag efter frokost. Om lørdagen kørte vi en tur på 160 km som gik over Mjolden, Husum Ballum til Trøjborg Slotsruin. Herfra videre over Daler, Højer, vidåslusen, Rødenæs, Rudbøl, Møgeltønder til TVK-klubhuset. Efter frokost over Aventoft ad grænsevejen til Sofiedal grænseovergang over St. Jyndevad, Frestrup, Duborg, Bredevad, Ravsted, Korup, Klovtoft, Mellerup tilbage til Agerskov. Søndag gik turen via Bevtoft, Nustrup, Sommersted, Kastrup, Maugstrup, Simmersted, Hjerndrup til Christiansfeld hvor vi på “Det Gamle Apotek” fik serveret en let frokost. Deltagerne kom fra hele landet incl. et par fra Klippan (der ligger øst for Helsingborg) som også er medlem af klubben.

Et sådant arrangement bliver sjældent afholdt uden nedbrud i en eller flere af bilerne (det er jo gamle englændere). Det første nedbrud var en TR6 fra Køge hvor der ikke var mere strøm på. Den blev skubbet i gang og ved Trøjborg fik den lidt lånt strøm. Den ladede ikke ret meget så resten af turen blev kørt uden lys på. Næste nedbrud var en TR 4 fra Børkop som pludselig kun ville gå på 2 cylindre. Det var svømmeren i den ene karburator (stromberg) der hang. De kom haltende til TVK klubhuset men her var der ikke meget hjælp at få. Ikke mange kender Stromberg karburatorer. Nå der blev banket lidt på den og pludselig gik den igen men kun et par hundrede meter. Mere banken og de kom helt til Agerskov uden yderligere problemer. De kørte direkte hjem søndag morgen og nåede hjem på alle 4 cylindre.

TR Club DK er en landsdækkende veteran bilmærke klub som blev startet i 1975 og der er stadig medlemmer i klubben som var med ved starten. Der er 156 medlemmer fordelt med 92 på Sjælland, 52 i Jylland, 9 på Fyn, 1 på Bornholm og 2 i udlandet.

Endnu en gang tak til Dres for underholdning (og info) og til TVK for lån af klubhus.

Med venlig hilsen

Gurli og Knud Skovgaard

Vojens


  NYESTE ARTIKEL
  • 2020 - Torvetræf i Højer

    2020 - Torvetræf i Højer
    

    Torvetræf i Højer

    Midt på sommeren blev et super samarbejde etableret mellem Marsk Hotellet i Højer med Kaare Holler Jensen i spidsen og TVK

    ...