Tønder Veteran Klub anno 2005

Vadehavsløbet 2017

”Vadehavsløbet”

Det var sjovt …….., og det var en god dag, selvom vejret dagen efter var meget bedre.                           Lørdag d. 30.september var en overskyet dag, det småregnede det meste af dagen, landmændene holdt sig ikke tilbage med at køre ud på vejene med deres store maskiner og møgbeskidte hjul, de gjorde vejene møgbeskidte og vores biler ligeså.

Dagen startede hos Søren Johannsen Automobiler i Tønder, hvor der blev indtaget morgenmad, deltagerne blev registreret, fik deres startnumre og poser med rutebeskrivelse, strips og andet udleveret.

Kl. 10.00 blev den første bil sendt afsted, jeg havde lokket vores formand med som co-driver og kortlæser, det var første gang, han deltog, så det skulle nok blive underholdende – og det blev det.

Første post, der skulle fyldes 2,0 bars luft i et hjul, hvor dæktryksmåleren var tildækket, min evige rival Per Moshage var her meddommer, med et dejligt smil. Per og jeg havde prøvet dette før, så jeg tænkte, her måtte Bent have sin ilddåb, ups det fik vi, 2,6 bar i hjulet og derved en start med de første 6 strafpoint. Ud på ruten hu hej, hvor det gik, næste post i Draved Skov, her skulle der væltes klodser – igen 6 strafpoint, fabelagtig – videre, gennem Draved mod Øster Højst fra Bøgvad mod Aabenraa. Her siger Bent: ”Du skal dreje mod højre ad Solderupvej”. Som sagt så gjort, stille og roligt ud ad vejen, der blev mindre og mindre for til sidst at ende som en grusvej, og med 2 biler bagved. ”Bent vi må være kørt forkert”. ”Nej nej det er vi ikke”. Da ser jeg ned på rutebeskrivelsen, og hvad står der? Drej til højre ad Sotrupvej. Vi måtte vende, ja det måtte dem bagved ligeså, og så tilbage på den asfalterede landevej, endelig på den rigtige rute igen, og ja, vi fandt den næste post, som var i Rens, hvor vi skulle køre så tæt på en pæl som muligt. Det lykkedes naturligvis også. Vi fik kun 8 strafpoint denne gang, det vil sige 20 strafpoint af 30 mulige, hvad skulle det ikke ende med? Vi trængte begge til frokost, og den blev holdt i vores klublokaler på Flyvepladsvej i Tønder, hvor post 4 ligeledes befandt sig. Vi skulle her beregne akselafstanden på en Iveco varebil, 0 strafpoint – over middag, da KØRER DET.

Efter frokosten, hvor der hygget sammen med de andre deltagere, skulle vi igen ud på ruten, hvor første stop var på p-pladsen i Rudbøl. Her stod Marinus og agerede Bent Burg eller måske Carina fra Lykkehjulet, det må man selv bedømme, men Bent og jeg stoppede på tallet 18 og indkasserede 3 straf point, lige efter bogen. Da vi skulle ud fra parkeringspladsen, kom Jørn og Per ind til opgaven, der blev stoppet i indkørslen, en smule løst og fast snak, inden Per spørger, om vi ikke ville have et stykke chokolade. Jo da, det ville vi gerne, især Bent, den slikmund. Jeg siger: ”det er da chili” – ”nej nej det er det ikke” – Bent havde længe stoppet det i munden, og vi kører, måske kun 10 meter – ”Sat…. Det er stærkt, uha dada!!”, jeg havde heldigvis beholdt den lille runde sat…s kugle i hånden. Min kommentar til Bent – ”du spytter den ikke ud, før de andre ikke kan se os”. Som sagt så gjort – ud med den og videre.

Bent sidder og kigger på rutebeskrivelsen, da vi kører henad diget mod Højer. ”Jeg kan ikke læse, hvad der står – mine briller er væk”, siger han. Der bliver ledt overalt i bilen, og den er ikke særlig stor. Han sad heller ikke på dem – ”Nå det er også lige meget -  de kostede kun 70 kr. ” – Jeg ser over på ham og udbryder: ”Prøv med dem, du har i panden”. Jeg kunne næsten ikke mere – vi grinede så meget, at jeg næsten måtte holde ind til siden, for bare at få vejret.

Resten af dagen gik fabelagtig godt, og vi kom tilbage til startstedet, hvor den næstsidste opgave var bil-ringridning. Det skulle foregå ud af venstre siderude i fordøren. Ringridning i bil, ikke lige en spidskompetence for undertegnede, så Bent måtte bag rattet i fars røde MG, her gik det også rigtig godt, jeg er sikker på at Bent må have nydt både at køre i en rigtig sportsvogn og så have muligheden for at tage flere ringe, hvilket han også gjorde, super flot. Så skulle den sidste opgave klares, det var en gang nøddeknækker – 10 hasselnødder, et rør og en hammer – 6 straf point, jeg mente, det havde været en god, yderst sjov dag, med en yderst beskidt bil og en formand, der havde fået sin debut i at køre klubmesterskab. Jeg er sikker på, at det ikke er sidste gang, vi ser formanden til vores klubløb.

Mens resultatet af dagens løb og årets klubmesterskab blev regnet ud, blev der serveret kaffe og kage i overflod. Stemningen var som sædvanlig super, der blev diskuteret og grinet over dagens eskapader osv.

Regnskabets time, alle fik deres placering, men Bent og jeg blev ikke nævnt, de måtte have glemt os, der blev færre og færre tilbage, og da vi kun var 2 hold tilbage, bekendtgjorde Marinus, at 2. pladsen gik til Bent og jeg, kun overgået af Kim og Henrette Frandsen, der kan man bare se. Bagefter mente Bent og jeg, at det ikke var held, men dygtighed – super, selvom Bent ikke kørte i sin bil, modtog han gaven for 2. pladsen – en spand med autoshampoo og andet godt.

Klubmesterskabet 2017 var således afgjort. Klubmester blev Henriette og Kim Frandsen, 2. pladsen tog Jørn Madsen og Per Rosenvinge sig af, mens Ida og Søren Johannsen blev nr. 3.

Vadehavspokalen modtog ligeledes Henriette og Kim Frandsen. Håber, vi får et ligeså spændende som sjovt klubmesterskab i 2018, med endnu flere deltagere.

 

Dres Callesen